Når man taler om tyverisikring af private hjem, er det væsentligt både at se på den mekaniske sikkerhed og den tekniske sikkerhed.
Mekanisk sikkerhed består bl.a. i gode låse, beslag, nøgler, hasper o.l. Teknisk sikkerhed består bl.a. i alarmsystemer, videoovervågning, lys- og bevægelsessensorer osv.
Med vores online prisberegner kan du beregne vejledende priser på den tekniske tyverisikring af dit hjem. Med prisberegneren har du muligheden for at sammensætte præcist den sikkerhedspakke, som ville tjene dig og din familie bedst, og beregne en samlet vejledende pris på denne.
I denne artikel kan du finde gode råd til den generelle tyverisikring af dit hjem. Der er meget, man selv kan gøre for at afskrække indbrudstyvene samt for at gøre livet besværligt for dem, hvis de alligevel forsøger sig.
Faktorer der har betydning for en tyverisikring af dit hjem
- Boligens beliggenhed: Ligger en bolig afsides og langt fra naboer og ofte anvendte færdselsveje, behøver indbrudstyvene ikke være stille og kan altså smadre vinduer og døre, uden at være bange for at nogen hører det. I villakvarterer er der desuden en risiko for, at indbrudstyve “tager hele rækken” på vejen og altså hurtigt kan få lavet flere indbrud i samme omgang.
- Tidspunktet på dagen: Rigtigt mange indbrud sker mellem kl. 8 og kl. 16, hvor både hjemmets beboere og naboer ofte er væk fra hjemmet.
- Årstiden/sæsonen: Ferietid er også indbrudstid. Det er særligt om sommeren, i juletiden og i påsken, at indbrudstyvene er på spil.
- Når du renoverer eller bygger om: Længerevarende byggeprojekter gør dit hus sårbart, da man ofte vil fjerne dele af husets ydre værn som led i renoveringen (eks. vinduer, døre, murværk osv.), samt fordi stilladser sikrer nem adgang for indbrudstyve til øvre etager og vinduer.
- Når hjemmet er til salg: Når du er i færd med at sælge din bolig, bliver hjemmet og inventaret mere synligt for indbrudstyve. Et boligsalg indebærer nemlig oftest, at man lægger billeder, plantegninger og lignende på internettet. Fremviser disse billeder gode og omsættelige værdigenstande, kan det fortælle indbrudstyve, at dette er et godt hus at bryde ind i.
- Dit forhold til din nabo: En god nabo er uvurderlig, når du skal holde tyvene fra døren. Aftaler med naboer om at holde øje med hinandens huse, når man er på ferie, på arbejde osv. er en ekstremt effektiv metode til tyverisikring af din og din nabos bolig.
Særligt om tyverisikring af vinduer
Vinduerne er blandt de mest benyttede adgangsveje, når indbrudstyvene bryder ind. Tyverisikring af vinduer går oftest ud på at sørge for, at vinduerne er i god stand.
Det er selvfølgelig ikke muligt at forhindre, at glasruder bliver smadret under et indbrud, men det er muligt at gøre meget i de tilfælde, hvor indbrudstyvene lirker vinduer op, fjerner lister og tager ruder ud, samt på anden vis sikrer sig lydløs adgang til din bolig.
Læs mere her, om hvordan du sørger for den bedste tyverisikring af dine vinduer.
Sådan sikrer du bedst dit hjem mod indbrud
Her har du nogle gode råd til din tyverisikring:
Generel tyverisikring:
- Sørg for, at dine vinduer og døre er i god stand (gamle vinduer er særligt lette at bryde op).
- Invester eventuelt i en sikkerhedsdør.
- Sørg for at beslagene på døre og vinduer er af god kvalitet.
- Husk altid at haspe/lukke vinduer ordentligt.
- Sørg for, at man ikke kan se værdigenstande gennem vinduerne.
- Hav særligt øje på sikringen af din kælderdør - dette er en meget populær indgangsvej for indbrudstyve. Kælderdøre kan blandt andet sikres mod indbrud ved at installere en jernbom med hængelås, der forhinder at døren kan brydes op.
Tyverisikring i dagtimerne:
- Lad noget lys være tændt.
- Lad radioen eller tv’et køre.
- Bed hjemmegående naboer om at holde øje, når det er muligt.
Tyverisikring når du er på ferie:
- Sørg for, at huset ser så beboet ud som muligt.
- Lad lidt vasketøj hænge på snoren.
- Installer tidsindstillede afbrydere/kontakter, der sørger for at tænde lyset, når det bliver mørkt.
- Få en nabo til at vande planter, tømme postkasse og tjekke huset engang imellem.
- Installer bevægelsessensorer ved huset og ved tilgangsvejene, der aktiverer/tænder lyset, når nogen nærmer sig boligen.
- Undlad at annoncere din bortrejse på nogen måde - nævn ikke ferien på Facebook eller andre sociale medier, og nævn ikke din bortrejse på din telefonsvarerbesked.
- Viderestil din telefon til din mobil eller en bekendts telefon i tilfælde af, at indbrudstyven ringer for at høre, om du er hjemme.
- Undlad at rydde helt op - uorden er et tegn på liv.